Næstforperson
Knud Kristensen
Næstforperson
Jeg er uddannet som cand. scient. pol. fra Aarhus Universitet.
Jeg har arbejdet som frivillig i interesseorganisationer på psykiatriområdet siden 2004, hvor jeg blev formand for DE9 – Foreninger for pårørende til psykisk syge i Region Midtjylland.
Fra 2009-2021 var jeg landsformand i SIND – Landsforeningen for mental sundhed.
Har været medlem af Det Centrale Handicapråd og Rådet for Menneskerettigheder. Er aktuelt medlem af Rådet for Socialt Udsatte og Det Etiske Råd.
Er formand for Rådet for Socialt Udsatte i Aarhus Kommune.
Har været medlem af en lang række råd og udvalg på psykiatriområdet – bl.a. de udvalg der har bidraget til de mange psykiatriplaner.
Har sammen med min hustru skrevet “Håndbog for Psykiatribrugere og Pårørende – Kend dine rettigheder” der er udkommet i fem udgaver fra 2004 – 2019.
Har ligeledes sammen med min hustru skrevet “Psykiatriloven – med kommentarer” der udkom på Djøf Forlag i maj 2024.
Mærkesager
Som pårørende har jeg i hele min tid som frivillig haft fokus på den fælles interesse som borgere/patienter, pårørende og professionelle har i at arbejde med recovery (at komme sig helt eller delvist).
Med afsæt i vores to bøger, har jeg også fokus på patient- og pårørenderettigheder.
Som medlem af Det Etiske Råd har jeg også fokus på de etiske aspekter forbundet med behandlingen af mennesker med psykiske lidelser – herunder ikke mindst spørgsmålet om lighed i sundhed.
Nedenfor har jeg listet nogle af mine mærkesager.
Harmonikaindhold (skjules med kode)
Desværre sker der ofte det, når der planlægges i sundhedsvæsenet, at der er fokus på systemet frem for dem det handler om – patienterne.
Jeg vil arbejde for, at vi vender processen ‘på hovedet’ så vi starter med patienterne. Patienterne skal have et længere og bedre liv. Flere skal have en uddannelse og beskæftigelse og færre skal ende med at begå kriminalitet.
Med det udgangspunkt skal vi tilrettelægge indsatsen.
- Hvad skal der til for at mennesker med psykiske lidelser ikke dør tidligere end gennemsnitsbefolkningen?
- Hvordan tilrettelægger vi behandlingen så flest mulige får eller bevarer deres tilknytning til arbejdsmarkedet?
- Hvordan tilrettelægger vi behandlingen, så færrest muligt ender med at begå kriminalitet og ender i retspsykiatrien?
En sådan tilgang kræver et paradigmeskifte. Ikke kun ude på afdelingerne, men i mindst lige så høj grad på ledelsesniveauerne og helt ind i regionsrådet.
De fleste med en alvorlig psykisk lidelse har brug for en social indsats fra kommunen en sundhedsmæssig indsats fra regionen. Desværre oplever mange, at koordineringen ikke er tilstrækkelig. Ofte oplever borgerne ligefrem, at medarbejderne i regionspsykiatrien og kommunerne modarbejder hinanden – og borgeren ender med at blive kastebold mellem systemerne.
Jeg vil arbejde for et langt bedre samarbejde og en langt bedre kommunikation på tværs af region og kommune.
Regionspsykiatrien skal gå forrest og række ud til kommunerne. Der skal arbejdes for etablering af strukturer, der understøtter samarbejdet på tværs af sektorerne Psykiatriens Hus er et glimrende eksempel på et sådant initiativ.
Det offentlige kan ikke løse alle opgaver alene. De mange civilsamfundsorganisationer på psykiatriområdet skal inddrages som samarbejdspartnere. Civilsamfundets organisationer vil kunne tilbyde forebyggende lavtærskel-tilbud og støtte efter indlæggelse.
Forskning viser at patienter kommer sig hurtigere og mere, hvis relationen mellem patient, pårørende og professionelle er velfungerende.
Pårørende der involveres og klædes på til at understøtte patienten understøtter patientens recovery-proces.
Derfor skal pårørende/netværk inddrages systematisk i behandlingen. Det følger af psykiatriloven – men det giver også god mening.
Regionspsykiatrien er desværre stadig præget af en tendens til at have et for ensidigt fokus på den medicinske del af behandlingen.
Jeg vil arbejde for at den medicinske, terapeutiske og sociale indsats ligestilles i behandlingen.
Bl.a. derfor skal der arbejdes langt mere tværfagligt i indsatsen.
Mulighederne for nedtrapning eller udtrapning af medicin skal forbedres.
I psykiatriloven er patienterne sikret en række rettigheder – herunder at tvang ikke må benyttes, før der er gjort hvad der er muligt, for at opnå patientens medvirken og at tvang aldrig må erstatte omsorg, behandling og pleje.
Rammerne i psykiatrien – herunder de bygningsmæssige forhold, senge- og personalenormering, personalets kompetencer og mulighederne for udendørs ophold samt beskæftigelses-, uddannelses- og andre aktiviteter – gør desværre, at tvang stadig anvendes i langt større omfang end det burde være tilfældet.
Jeg vil arbejde for at styrke patienternes retssikkerhed og reducere anvendelsen af tvang.
Udskrivningsaftaler og koordinationsplaner er i mange tilfælde et lovkrav, men de laves/bruges ikke altid. Jeg vil arbejde for bedre aftaler og bedre udnyttelse af aftalerne.
Borgerne skal behandles på det laveste effektive niveau. De der ikke har brug for at komme ind i regionspsykiatrien skal hjælpes hurtigere og tættere på. Nogle kan nøjes med et støttende forløb i en civilsamfundsorganisation, andre kan hjælpes i kommunernes let tilgængelige behandlingstilbud til børn og unge med psykisk mistrivsel eller symptomer på psykisk lidelse. Atter andre kan med fordel behandles ambulant i regionspsykiatrien.
Men nogle har brug for indlæggelse. De skal kunne blive indlagt – og forblive indlagt indtil det er lægefagligt begrundet at udskrive dem. Der skal sættes en stopper for for tidlige udskrivninger, der alene er begrundet i pladsmangel i hospitalspsykiatrien.
I region Midtjylland er der akut brug for flere psykiatriske sengepladser. Dette vil jeg arbejde for at udbedre – uden at det går ud over de øvrige indsatser.
Med 10-årsplanen for psykiatri bliver der tillært betydelige midler til at investere i kapacitet i regionspsykiatrien. Både i sengepladser og i medarbejdere.
Jeg vil holde øje med, at pengene ender helt ude, hvor de kommer patienterne til gavn, og ikke forsvinder i bureaukrati undervejs.
Jeg samtidig arbejde for at regionen også fremadrettet prioriterer egne midler til forbedring af psykiatrien. 10-årsplanen gør det ikke alene.