Vores resultater
Psykiatri-Listen blev stiftet for at skabe reel forandring i psykiatrien. I dag er vi det eneste parti i Region Midtjylland, der udelukkende arbejder for en bedre psykiatri – og det har givet resultater.
Gennem snart to hele valgperioder har vi haft fast plads i regionsrådet. I den tid har vi arbejdet vedholdende og søgt samarbejde bredt for at opnå maksimal indflydelse – trods vores lille størrelse. Vi har brugt vores mandat til at holde psykiatrien højt på dagsordenen, både i budgetforhandlinger og i det løbende politiske arbejde. Vi er gået fagligt og sagligt til værks i alt, hvad vi har arbejdet med.
Et historisk kapacitetsløft
Vi har været med til at sikre, at psykiatrien har fået markant flere midler. Samlet set er der bare i denne valgperiode tilført over 120 millioner ekstra til psykiatrien i Region Midtjylland fra egne midler.
Men det er ikke tilstrækkeligt. I samme periode er der kommet flere børn, unge og voksne med psykisk mistrivsel og behov for psykiatrisk hjælp – og mange forløb er blevet mere komplekse og langvarige. Vi har stadig alt for få senge i forhold til behovet og i forhold til, hvordan det ser ud i andre regioner pr. boger.
Behovet vokser hurtigere end kapaciteten, og det kalder på mere langsigtet og helhedsorienteret handling.
Konkrete prioriteringer i hverdagen
Ud over det generelle kapacitetsløft har vi kæmpet for en række målrettede og værdifulde forbedringer. Nogle er lykkedes, andre arbejder vi fortsat for – men alle har været vigtige at få på dagsordenen:
– Vi har været med til at sikre en lokal psykiatriplan, så beslutninger træffes tættere på patienter og fagpersoner
– Vi har arbejdet for flere midler til psykoterapi, og der er opnået mindre forbedringer – men behovet er langt fra dækket
– Vi har rejst behovet for medicinudtrapning, hvor det er fagligt velbegrundet – og der er taget vigtige skridt i den rigtige retning
– Vi har arbejdet for, at OPUS-indsatsen bliver styrket og mere ensartet på tværs af regionen
– Vi har rejst behovet for traumebevidst tilgang på tværs af diagnoser, og det er lykkedes at få området prioriteret med særlige midler
– Vi har konsekvent peget på behovet for tværfaglighed og fleksible behandlingsforløb, og det præger i stigende grad både debat og beslutninger
Disse skridt ændrer ikke alt – men de gør en forskel i hverdagen og peger i retning af en mere menneskelig og helhedsorienteret psykiatri.
Vi har bragt virkeligheden ind på det politiske bord
Vi tror på, at de bedste beslutninger træffes, når virkeligheden bliver hørt – ikke bare systemet. Derfor har vi haft et vedvarende fokus på:
– At bringe erfaringer fra brugere, ansatte og pårørende med helt ind i det politiske rum
– At sikre bedre arbejdsmiljø og løfte det psykiske arbejdsmiljø op på den politiske dagsorden
– At få indført mål for fastholdelse, ikke kun rekruttering
– At værne om psykiatriens faglige særkende, også i debatten om struktur og styring
Vi har konsekvent rejst psykiatriens stemme – både i vores egen region og på den nationale scene. I regi af Danske Regioner har vi rejst flere dagsordener med ét formål: at sikre, at psykiatrien vedbliver med at stå højt på den politiske dagsorden. For det er der stadig akut behov for.