60%

Harmonikaindhold (skjules med kode)

Der skal være forskellige typer af sengepladser, som afspejler patienternes forskellige behov, såsom lukkede og åbne afsnit, rehabiliterende afsnit og akutte modtageenheder. Derudover ønsker vi medicinfrie afsnit eller afsnit, hvor medicin helt eller delvist kan seponeres under grundig vejledning og opfølgning. Der bør desuden være flere decentrale enheder á la Psykiatriens Hus i f.eks. Aarhus og Silkeborg, hvor patienter kan overnatte.

Patienterne skal have større medbestemmelse over deres behandling. Der skal være reelle muligheder for, at patienterne kan vælge forskellige tilbud, herunder også psykoterapi både i grupper og individuelt – alt efter patientens behov. Patienter skal kunne sige nej til en tildelt primærbehandler, fordi en tryg alliance er central i god psykiatrisk behandling. Der skal være mulighed for, som patient, at få sin medicin seponeret i tæt samarbejde med læge og behandler, og der skal være mulighed for indlæggelse i forbindelse med medicinseponering, så dette kan ske så trygt som muligt.

Der er for lidt forskning i- og evidens for pakkeforløbene i psykiatrien, og de bør derfor gentænkes. Pakkerne skal være evidensbaserede og langt mere fleksible som eksempelvis den oprindelige form af OPUS. (I Danmark er OPUS navnet på et permanent psykiatrisk behandlingstilbud for unge med debuterende psykose, som nu tilbydes i alle regionerne. Der er tale om et akronym for opsøgende behandling af unge med psykosesymptomer).

Sengeafdelingerne skal over tid opnormeres med velkvalificeret personale, så normeringen og sammensætningen af faggrupper afspejler de tidligere bæltefri afsnit, hvor det lykkedes at nedbringe tvang betydeligt. Ligeledes skal ambulatoriefunktionerne opnormeres, så man reelt kan forebygge indlæggelse og tilbyde behandling ud fra patientens behov, videnskabelig evidens og faglige vurderinger. Modsat de snævre fastlagte rammer, man mange steder i dag skal arbejde inden for, der ikke tager nok udgangspunkt i patientens behov, evidens og faglige vurderinger. Der skal være fokus på, hvorledes man får skabt en bedre balance, så populationen af ansatte bedre afspejler befolkningssammensætningen, både i forhold til køn og etnicitet. Flerfagligt personale, der repræsenterer kompleksiteten i psykiatrisk behandling, herunder bl.a. miljøterapi såsom ergoterapeuter, fysioterapeuter samt kunst og musikterapeuter etc., desuden socialrådgivere, pædagoger, læger, psykologer, sygeplejersker, sosu-assistenter, sekretærer samt peermedarbejdere. Gentænkning af psykiatriledelse i forhold til specifikke fagligheder. God psykiatrisk behandling forudsætter flere faglige perspektiver på patienten. De øverste ledelsesfunktioner i psykiatriens afdelinger er for nuværende forbeholdt læger og sygeplejersker, hvilket afspejles i de monofaglige titler (overlæge, oversygeplejerske mv.). Der skal være et fokus på, hvad god ledelse er, og om monofaglige ledelser giver mening i et sundhedsvæsen, der kendetegnes ved større interdisciplinær kompleksitet. Ledelsen skal måles på dens evne til at fastholde og tiltrække kompetente medarbejdere, nedbringe stressrelateret sygefravær og på patient- samt medarbejdertilfredshed. Pårørende og patienter skal i højere grad inddrages og høres.

Der skal ses på, hvordan man bedre kan anvende de forskellige faggruppers kompetencer og ressourcer. Dette skal være med patientens behov i centrum.

Alt personale med patientkontakt skal have en grundig indføring i psykopatologi, samt træning i interpersonelle færdigheder som kommunikation. Dette for at få et fælles sprog og referenceramme, samt for at have forudsætninger for at møde patienten med værdighed og respekt. Der skal generelt være en større viden om traumer, udviklingspsykologi og betydningen for psykopatologi, samt større viden om misbrug og dobbeltdiagnoser. Alle faggrupper skal have løbende supervision. Derudover skal der ligeledes løbende arbejdes med konfliktnedtrapning.

Alle personalegrupper med patientkontakt skal ved ansættelse have udarbejdet et specialiseringsforløb. Ligeledes skal der for alle faggrupper ses på, hvilke særlige kompetencer de inden for deres fag, med fordel kan få udviklet i forhold til arbejdet med psykiatriske patienter. Sygeplejersker skal inden for en hvis årrække specialiseres. Eksempelvis som psykiatriske APN-sygeplejerske eller specialsygeplejerske. Psykologer ansat i psykiatrien skal inden for en vis årrække være specialiserede enten som specialister (neuro, terapi, traumotologi, psykoterapi etc.) eller specialpsykologer. Læger og psykologer skal have, eller være i gang med, en psykoterapeutisk uddannelse under supervision.

Der er brug for mere uafhængig forskning i psykiatrien – både med fokus på medicinske og ikke-medicinske behandlinger. Fagområder som psykologi, sociologi, antropologi, didaktik, pædagogik og informationsteknologi skal sikre en fornuftig udvikling af psykiatrien, der afspejler tværfagligheder og det hele menneske. Der skal løbende forskes på nye tiltag, som man kan vælge at sætte i gang, så som projekt-bæltefri, pakke-behandling etc. De forskningsprojekter i klinisk praksis, der viser god effekt på patientbehandling og medarbejder trivsel, skal implementeres ved afslutning af projektet. Der skal generelt arbejdes på at bringe forskningen tættere på klinikken og sikre midler til forskere (og forskningsprojekter), der har betydning for klinikken. Der er alt for mange vigtige ph.d.-projekter, der ved afslutning ikke bliver implementeret, fordi at man ikke fastholder forskeren eller gør sig overvejelser om, hvad der skal til for at implementere forskningsprojekterne.

Socialpsykiatri og handicapområdet er opgaver, som kræver en helhedsorienteret tilgang. De fleste kommuner er for små til at kunne have specialiserede tilbud. Borgernes og patienternes tilbud i de enkelte kommuner er meget uensartede og oftest løftes opgaverne ikke med tilstrækkelig sundhedsfaglig kvalitet. Endvidere ses det, at kommunerne og regionerne ikke er gode nok til samarbejde, og for mange patienter ender mellem ”to stole”. De er for dårlige til de tilbud kommunerne har, men ikke syge nok til, at psykiateren har et tilbud. Derfor bør socialpsykiatri og handicapområdet høre under regionerne.

Psykiatrien skal ikke kun måles på kvantitative mål, som fx opfyldelse af udredning og behandlingsgaranti, der intet siger om tilbuddenes kvalitet. Psykiatrien skal også måles på dens evne til at tilbyde behandling af høj kvalitet. Dette kræver både uafhængige faglige nævn med en tværfaglig sammensætning, samt inddragelse af patienter, pårørende og kliniknært personale. Der skal også i langt højere grad inddrages patienter i løbende evaluering af eget forløb.