110 Mia.

Harmonikaindhold (skjules med kode)

En af mine mærkesager er reduktion af tvang i den psykiatriske behandling. Der er for mange, der udsættes for tvang eksempelvis tvangsmedicinering eller bæltefiksering når de er indlagt på en psykiatrisk afdeling. Anvendelse af tvang kan have fysiske og psykologiske følgevirkninger og skabe mistillid til behandlere og systemet og bør derfor undgås eller minimeres så vidt muligt. Det kan lade sige gøre at reducere tvang men det kræver, at der er tilstrækkeligt erfarent personale, der har tid til at arbejde forebyggende. Derudover har vi brug for mere viden om hvilke tiltag og interventioner, der virker forebyggende og hvad det kræver af en afdeling at implementere og vedligeholde dem.     

Der har igennem en længere periode været et for ensidigt fokus på den medicinske behandling i psykiatrien.  Der er mange personer, der har et ønske om at trappe ned i medicindosis eller blive helt fri for den. Dette kan være fordi at bivirkningerne er meget generende eller usunde. Det er vigtigt at man får mulighed og støtte hertil såfremt det er klinisk ansvarligt. Det skal understreges at mange har gavn af medicin og at medicin er med til at redde liv, men den medicinske behandling må ikke stå alene. Der er andre metoder til håndtering af symptomer, som kan tillæres via fx samtaleterapi, fysiske aktiviteter eller ved at arbejde med musik og andre kunstformer, som skal prioriteres som en del af behandlingen.   

Forskning er helt afgørende for at forstå psykiatriske lidelser og for at sikre udvikling af effektive behandlingsmetoder og evidensbaseret praksis. Kliniknær forskning bør prioriteres og understøttes politisk og økonomisk så projekter, der har direkte relevans for praksis (fx udvikling af redskaber til symptomvurdering, metoder til forebyggelse af tvang, undersøgelser af non-farmakologiske behandlingstilbud) bliver gennemført og implementeret såfremt de er effektive.  Det er vigtigt at implementeringen af forskningsprojekter i praksis bliver vægtet lige så højt som formidling af resultater i videnskabelige artikler. Forskning bør tænkes ind så tidligt som muligt og helst før der igangsættes nye initiativer som fx da man indførte behandlingspakker eller forsøg med bæltefri afdelinger.   

Jeg synes også det er vigtigt at sikre, at psykiatrien er et attraktivt sted at arbejde. Det indebærer at der muligheder for at dygtiggøre sig uanset hvilken faggruppe man tilhører fx gennem videreuddannelse, supervision og mono/tværfaglig kollegial sparring. Der skal være solide rammer omkring introduktion og oplæring så man er ordentligt klædt på til de opgaver og udfordringer man møder i det psykiatriske speciale. En attraktiv arbejdsplads er også kendetegnet ved synlig, nærværende og tillidsbaseret ledelse, der vægter faglighed højt og som formår at skabe et sundt arbejdsmiljø og en høj trivsel blandt medarbejdere. Sidst men ikke mindst skal psykiatrien være en arbejdsplads hvor man får lov til at udføre sit primære arbejde – nemlig behandling og hvor man ikke drukner i dokumentation og administrative opgaver.