110 Mia.

Det er, hvad psykisk sygdom hvert år koster vores samfund i direkte og indirekte udgifter. Kun 10 procent bliver brugt til behandling. Men behandling er en investering – i mennesker og i samfundet.

Forkvinde og regionsrådsmedlem for Psykiatri-Listen

Rose-Marie Mollerup

Forkvinde og regionsrådsmedlem

Velkommen til min side. Jeg har været aktiv i Psykiatri-listen siden 2016 – det sidste år som formand. Jeg er uddannet psykolog og været ansat i psykiatrien siden 2010. Jeg er også fællestillidsmand. 

Mit engagement i psykiatrien og ønske om at gøre en forskel er stor. Jeg har som mange andre, kære der har haft psykiatrien tæt på og på første række set mange, der ikke har fået hjælp i tide. Som ansat i psykiatrien er det tydeligt, hvordan systemet for tit kommer før menneske.  Jeg har heldigvis også set mange succeser og set at det kan lykkes, hvis man får den tilstrækkelige tid med den rette i de rette rammer. 

Mærkesager

En psykiatri i verdensklasse eller en værdig psykiatri er ikke at løse opgaverne til et 4-tal, som nogle ledelser i dag åbenlyst siger, man bør stille sig tilfreds med. Jeg har en lang række mærkesager som overordnet handler om inddragelse af borgeren og tilstrækkelig tid og faglighed til at man som medarbejder kan udføre sine opgaver bedst muligt.

Harmonikaindhold (skjules med kode)

Psykiatrien skal i langt højere grad tage udgangspunkt i individets behov og ønsker og ikke ud fra en på forhånd defineret ramme, som er etableret langt overvejende ud fra en økonomisk (ned)prioritering.  

Alle borgere har ret til at den behandler de møder i psykiatrien har de bedste forudsætninger for at bringe dem videre. Lige nu har den enkelte ansatte alt for travlt og det betyder at udredningsopgaver og behandlingsopgaver nogen gange går for stærkt og der ikke er tid til eksempelvis at læse en patientens journal ordentligt igennem eller gøre det man finder fagligt rigtigt. Det kan i værste fald betyde fejldiagnoser og/eller utilstrækkelig behandling. Der ud over er meget psykiatriarbejde så standardiseret, så patiens unikke problematik og behov ikke ses eller imødekommes, og at evidensbaserede metoder tilrettes, så meget at de ikke længere er evidensbaserede. 

I DK er der alt for meget tvang, der kunne være undgået, hvis rammerne var til det. Det er bare slet ikke godt nok. Man har tidligere forsøgt sig med projekt bæltefri, hvor man lavede en række tiltag med god effekt. Der skal være flere personaler på arbejde. De skal have en efteruddannelse, og der skal være langt mere fokus på dialog.  

Det er vigtigt at indtænke pårørende i forhold til patienten. Både som støtte til patienten men også at man som psykiatri støtter de pårørende herunder børn. Der er allerede meget viden på området, men der skal være ressourcer til systematisk at få det implementeret. 

Det er helt centralt at arbejdspladserne formår at fastholde personalet. Man ser flere steder at personaler rejser – meget ofte grundet dårligt arbejdsmiljø. Vi skal turde at adressere det – både når det handler om ledelsesudfordringer og rammer der ikke skaber plads til faglighed. Mange af de samme parametre for fastholdelse gør sig også gældende for rekruttering. 

For alt for mange patienter er det eneste tilbud fra psykiatrien medicinsk behandling. Det er simpelthen ikke godt nok. Der skal langt mere fokus på alternative behandlingsformer og mulighed for udtrapning af medicin. Ike der med sagt at medicin ikke kan være livsnødvendigt, men det skal ikke være det eneste i redskabskassen. Vi skal i endnu højere grad satse på tværfaglighed i psykiatrien. Dette ud fra et behandlingsperspektiv. Psykisk lidelse kan både være betinget af fysiologiske forhold, og af sociale og psykologiske forhold. Vi skal som modernes psykiatri kunne adressere alle aspekter.  

Der er ingen grunduddannelser, der uddanner en færdigbagt psykiatriperson. Psykiatri, udredning, testning og behandling er noget der kræver videreuddannelse. Psykiatrien er et komplekst speciale som kræver højtuddannede personaler. Jeg vil arbejde for at 70 % af de kliniknære personaler har en specialuddannelse og at der fra ansættelse udarbejdes en uddannelsesplan. Endvidere skal der ses på ledelsesuddannelserne.  

Vores viden om psykisk sygdoms sammenhæng mellem somatiske tilstande, sociale forhold, og psykologiske processer og traumer er i bedste fald mangelfuld. Der foregår alt for meget på psykiatriske afdelinger, hvor man ikke har tilstrækkelig viden om effekt. Vi er nød til at forske meget mere i vores praksis både diagnostik, ætiologi for psykiske lidelser og behandling. Vi bør også i langt højere grad læne os op af den viden vi rent faktisk har, og ikke rette evidensbaserede metoder til, for ”effektivisering” , for så er metoden jo ikke længere evidensbaseret. 

Vi oplever alt for ofte at psykiatrien ekskluderer borgere, som man ikke mener er ”syge” nok til at komme ind i psykiatrien, men borgere som kommunen omvendt heler ikke mener hører til hosdem, og der er lang ventetid på private tilbud. Dette skaber for det første en gruppe af mennesker, der bare bliver dårligere og dårligere. Det skaber også en enorm ulighed i sundhed, fordi de der har mulighed for selv at betalte kan købe sig til hjælp, og de der ikke har står tilbage.  

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.