110 Mia.
Det er, hvad psykisk sygdom hvert år koster vores samfund i direkte og indirekte udgifter. Kun 10 procent bliver brugt til behandling. Men behandling er en investering – i mennesker og i samfundet.
Forkvinde og regionsrådsmedlem for Psykiatri-Listen
Rose-Marie Mollerup
Jeg har været aktiv i Psykiatri-Listen siden opstart i 2016. De første år som næstforperson, og siden 2020 som forperson.
Jeg er uddannet psykolog og har været ansat i psykiatrien siden 2010. Desuden er jeg fællestillidsmand for psykologer ansat i psykiatrien.
Mit engagement i psykiatrien er stort, og jeg har et dybfølt ønske om at gøre en forskel. Jeg har, som mange andre, kære der har haft psykiatrien tæt på, og jeg har fra første række set adskillige, der ikke har fået hjælp i tide. Som ansat i psykiatrien er det tydeligt, hvordan systemet for tit kommer før mennesket. Jeg har heldigvis også set mange succeser og oplevet, at det kan lykkes, hvis man får den tilstrækkelige tid og den rette hjælp i de rette rammer.
Mærkesager
En psykiatri i verdensklasse eller en værdig psykiatri er ikke at løse opgaverne til et 4-tal, som nogle ledelser i dag åbenlyst siger, man bør stille sig tilfreds med. Jeg har en lang række mærkesager, som overordnet handler om inddragelse af borgeren samt tilstrækkelig tid og faglighed til, at man som medarbejder kan udføre sine opgaver bedst muligt.
Harmonikaindhold (skjules med kode)
Psykiatrien skal i langt højere grad tage udgangspunkt i individets behov og ønsker og ikke i en på forhånd defineret ramme, som er etableret langt overvejende ud fra en økonomisk (ned)prioritering.
Alle borgere har ret til, at den behandler, de møder i psykiatrien, har de bedste forudsætninger for at bringe dem videre. Lige nu har den enkelte ansatte alt for travlt. Det betyder, at udredningsopgaver og behandlingsopgaver nogle gange går for stærkt. Der kan ofte ikke være tid til at læse en patientens journal ordentligt igennem eller gøre det, man som behandler finder fagligt rigtigt. Det kan i værste fald betyde fejldiagnoser og/eller utilstrækkelig behandling. Derudover er meget psykiatriarbejde så standardiseret, at patientens unikke problematik og behov ikke ses eller imødekommes, eller at evidensbaserede metoder må tilrettes så meget, at de ikke længere er evidensbaserede.
I Danmark er der alt for meget tvang i psykiatrien, der kunne være undgået, hvis rammerne var til det. Det er bare slet ikke godt nok. Man har tidligere forsøgt sig med “Projekt Bæltefri”, hvor man lavede en række tiltag, der havde god effekt. Projektet viste blandt andet, at der skal være flere personaler på arbejde. De skal have en efteruddannelse, og der skal være langt mere fokus på dialog.
Det er vigtigt at indtænke pårørende i forhold til patienten. Både som støtte til patienten, men det er også væsentligt, at vi i psykiatrien støtter de pårørende herunder børn. Der er allerede meget viden på området, men der skal flere ressourcer til for at få det systematisk implementeret.
Det er helt centralt, at vi i psykiatrien formår at fastholde personalet. Vi oplever flere steder at personaler rejser – meget ofte på grund af dårligt arbejdsmiljø. Vi skal turde at adressere det – både når det handler om ledelsesudfordringer og om rammer, der ikke skaber plads til faglighed. Mange af de samme parametre for fastholdelse gør sig også gældende for rekruttering.
For alt for mange patienter er medicinsk behandling det eneste tilbud fra psykiatrien. Det er simpelthen ikke godt nok. Der skal langt mere fokus på alternative behandlingsformer og mulighed for udtrapning af medicin. Dermed ikke sagt, at medicin ikke kan være livsnødvendigt, men det skal ikke være det eneste i redskabskassen. Psykisk lidelse kan være betinget af både fysiologiske forhold og af sociale og psykologiske forhold. Vi skal derfor ud fra et behandlingsperspektiv i endnu højere grad satse på tværfaglighed i psykiatrien. Vi skal som modernes psykiatri kunne adressere, inddrage og samle alle aspekter i behandlingen.
Der er ingen grunduddannelser, der uddanner en færdigbagt psykiatrimedarbejder. Psykiatri, udredning, testning og behandling er noget, der kræver videreuddannelse. Psykiatrien er et komplekst speciale, som kræver højtuddannede personaler. Jeg vil arbejde for, at 70 % af de kliniknære personaler har en specialuddannelse, og at der allerede ved ansættelse udarbejdes en uddannelsesplan. Endvidere skal der kigges på ledelsesuddannelserne.
Vores viden om psykisk sygdoms sammenhæng med somatiske tilstande, sociale forhold, psykologiske processer og traumer er i bedste fald mangelfuld. Der foregår alt for meget på psykiatriske afdelinger, hvor man ikke har tilstrækkelig viden om effekt. Vi er nødt til at forske meget mere i vores praksis både i forhold til diagnostik og ætiologi for psykiske lidelser og behandling. Vi bør også i langt højere grad læne os op af den viden, vi rent faktisk har, og ikke rette evidensbaserede metoder til for “effektivisering”, for så er metoden jo ikke længere evidensbaseret.
Vi oplever alt for ofte, at psykiatrien ekskluderer borgere, som man mener ikke er ”syge” nok til at komme ind i psykiatrien, men som kommunen omvendt heller ikke mener hører til hos dem. Samtidig er der lang ventetid på private tilbud. For den gruppe mennesker betyder det, at de bare bliver dårligere og dårlige, inden de kan komme i behandling. Det skaber også en enorm ulighed i sundhed, fordi de, der har mulighed for selv at betale, kan købe sig til hjælp, og de, der ikke har, står tilbage.
