110 Mia.

Det er, hvad psykisk sygdom hvert år koster vores samfund i direkte og indirekte udgifter. Kun 10 procent bliver brugt til behandling. Men behandling er en investering – i mennesker og i samfundet.

Bestyrelsesmedlem

Mikkel R. Vossen Rasmussen

Suppleant til bestyrelsen

Sammen med andre har jeg været medstifter af Psykiatri-Listen tilbage i 2017. Jeg har arbejdet både som næstformand og formand for partiet og været regionsrådsmedlem i Region Midtjylland (2017-2020), hvor jeg bl.a. har siddet i Forretningsudvalget, Udvalget for Nære Sundhedstilbud og som næstformand i Psykiatri- og Socialudvalget. 

Jeg er uddannet speciallæge i psykiatri (psykiater) og arbejder (siden 2020) som ledende overlæge på Psykiatrisk Afdeling i Vejle, Region Syddanmark. Tidligere har jeg arbejdet som overlæge i den akutte psykiatri i Aarhus i Region Midtjylland. 

I al mit virke – uanset om det er fagligt, ledelsesmæssigt eller politisk – har min motivation været at skabe forandring til det bedre – skabe en mere værdig hjælp til de mest udsatte, syge og stigmatiserede i Danmark og deres pårørende. Dette lykkes kun ved også at skabe forbedringer i rammerne for arbejdet for de ansatte i psykiatrien.

Mærkesager

Jeg har lært at bære mange kasketter samtidigt både som ansat, som leder og politiker, men alle initiativer er drevet af idealisme og med samme mål for øje; At løfte psykiatrien i Danmark og skabe rammerne for en mere anstændig hjælp til mennesker med psykiske lidelser og deres pårørende. Ud over mit store engagement i Psykiatri-Listen er dette gået hånd i hånd med andre veje. I 2019 stiftede jeg den landsdækkende aktivistgruppe #VærdigPsykiatriForAlle, som forsøgte at påvirke nationalt med en række happenings og foretræde for Folketinget. Siden 2020 har jeg været næstformand i Dansk Psykiatrisk Selskab, medlem af Udsatterådet i Region Syddanmark, samt siddet i bestyrelsen for Dalgas Skolen i Aarhus. 

Harmonikaindhold (skjules med kode)

Helt basalt skal der være økonomiske rammer og fysisk kapacitet der svarer til det behov der for psykiatrisk hjælp – uanset om det er i regionernes hospitalspsykiatri eller kommunernes socialpsykiatri.  

Det gør en forskel at der gives ressourcer til mere kvalificeret personale (uddannelse og erfaring) og differentieret/tværfagligt personale (f.eks. fysioterapeuter, ergoterapeuter, musikterapeuter, sekretærer, SOSA, psykologer, socialpædagoger, socialrådgivere, peer-medarbejdere m.fl.).  

Der skal være hænder nok så både kvalitet og sikkerhed vægtes korrekt. Der skal være senge nok til at en svær syg borger altid kan indlægges, når det er fagligt vurderet. 

Arbejdsmiljø, uddannelses- og forskningsmuligheder samt ledelsesmæssig fokus herpå kan være med til både at rekruttere og fastholde ansatte. God ledelse er vigtig i dannelse af en god kultur. Her skal rammerne være der for at fagligheden og kerneopgaven er i fokus og der skal prioriteres i opgaver, så arbejdet opleves meningsfuldt for både ansatte, patienter og pårørende. Der skal helt grundlæggende flere kvalificerede og forskelligartede hænder til at varetage hjælpen til mennesker ramt på sindet. Faglighed og kvalitet skal være det bærende element i behandlingen af vores syge borgere og derfor skal der være muligheder for videreuddannelse af ansatte i psykiatrien. Kulturmæssigt skal der arbejdes hen mod en lærende organisation, hvor supervision og mesterlære er en naturlig del af arbejdet. Hvor man tør læne sig mod hinanden og være sårbar og villig til at lære nyt. 

Helt overordnet skal patienter og deres pårørende inddrages i meget højere grad i behandlingen, da det vil give det bedste resultat. Åben Dialog er en metode hertil, men andre modificerede måder kan også være vejen. Det primære at man møder en anden med ydmyghed og tillid og er nysgerrig på den andens livshistorie, erfaringer og viden. Krydrer man det med en høj faglighed findes vejen til det gode forløb oftest et sted der i mellem.  

Jeg ønsker at bringe nytænkning og åbenhed ind i psykiatrien. Enhver afdeling skal have sit eget patient- og pårørenderåd, som ledelsen kan spare med.  

Der skal ansættes flere peer-medarbejdere og pårørende-peers i psykiatrien som kan videregive håb, støtte og hjælp til selvhjælp.  

Psykiatrien skal åbne op og være en del af lokalsamfundet. Dette både for at afstigmatisere og skabe fællesskaber. Meningsfulde aktiviteter under indlæggelse skal være en naturlig ting og vise vejen tilbage til livet uden for psykiatrien. Sammen med idrætsforeninger og frivillige organisationer kan man lave overgange og samarbejder omkring aktiviteter. Således kan tidligere patienter og eller patienter der ikke er indlagt også indgå i disse aktiviteter og sociale fællesskaber.  

Der er for ensidigt politisk fokus på bestemte faggrupper og når man tænker den bio-psyko-sociale model bør behandlingen også afspejle dette med en større tværfaglighed hos de ansatte i psykiatrien og det vil også lette rekrutteringen til specialet. Den større tværfaglighed skal så sikres psykiatrisk videreuddannelse under ansættelse. Vi skal bevæge os hen mod en større helhedsorienteret tilgang og samtidig med et øje på de individuelle behov. 

Der skal være større forståelse af belastningspsykologi og traumer i psykiatrien. Mange der indlægges i psykiatrien har svære belastninger eller traumer i deres livshistorie, som kan være en del af forklaringen bag de psykiske symptomer. En forståelse herfor hjælper de ansatte i en bedre håndtering af bestemte adfærdsmønstre og samtidig giver det et fokus på akkumuleret belastning og sekundær traumatisering hos de ansatte 

Der skal meget mere fokus på forskning i psykiatrien og gerne med et større fokus på ikke-medicinske behandlingsmetoder. Dette for at have en større behandlingspalette at vælge ud fra med respekt for både det faglige og de fælles beslutninger der gøres i behandlinger. Forskningen skal ikke være afhængig af medicinalfirmaers betaling, men være offentlig finansieret. Det vil skabe et kvalitetsløft på sigt. Der skal ligeledes være et meget større fokus på at implementere den viden der allerede findes. Her lykkes man ikke særlig godt i psykiatrien til trods for at der findes rigtig meget viden allerede. 

Der skal være en større helhedsforståelse, så der tales om borgerforløb på tværs af sektorer med tydelig tovholder eller stafetmetode. Helt grundlæggende skal mennesker prioriteres over økonomi og ikke som nu, hvor kassetænkning sætter en stopper for smidige forløb. Jeg mener at man faktisk skulle forsøge at samle psykiatrien igen, således at hospitalspsykiatrien og socialpsykiatrien kommer under samme økonomiske ramme og ledelse. Det skulle være samlet i regionerne. Det samme burde gælde misbrugsbehandling ved dobbeltdiagnoseproblematikker. Der vil fortsat være overgange at forholde sig til som eksempelvis kommunernes jobcentre, egen læge og andre somatiske specialer osv. I forhold til jobcentre kunne man gå i fællesskab mellem regioner og kommune og kigge på resultater fra IPS-projekterne rundt omkring. I forhold til de almen praktiserende læger, som også ser rigtig mange mennesker med psykiske lidelser, kunne supervision fra psykiatrien af lægeklynger, større tilgængelighed via telefonisk rådgivning være veje at gå, samt mulighed for hurtig psykiatrisk vurdering ved tvivlstilfælde. I forhold til de somatiske specialer kunne fælles ambulatorier mellem typiske medicinske specialer og psykiatrien være veje at gå eller at en somatisk læge (intern medicin) går stuegang på psykiatriske afdelinger med fokus på de samtidige somatiske lidelser hos indlagte psykiatriske patienter. 

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.