110 Mia.
Det er, hvad psykisk sygdom hvert år koster vores samfund i direkte og indirekte udgifter. Kun 10 procent bliver brugt til behandling. Men behandling er en investering – i mennesker og i samfundet.
Tidligere kandidat
Kenneth Brandt Hansen
Tak for interessen for min hjemmeside. Jeg er nyt medlem af Psykiatri-Listen fordi der er set stort behov for at psykiatrien i Danmark fortsat har den bevågenhed som partiet har været en stærk medvirkende årsag til er blevet etableret.
Jeg er 52 år gammel, speciallæge i psykiatri siden 2007, overlæge i Afdeling for Depression og Angst ved AUH Psykiatrien med primær funktion i Akut Psykiatri under Akutafdelingen ved AUH og Hurtig Ambulant Team. Siden 2009 har jeg endvidere været privatpraktiserende speciallæge i psykiatri med deltidsydernummer. Jeg har arbejdet i psykiatrien siden 2000, haft ansættelser på både hospitalsafdelinger og i psykiatriske ambulatorier og fra 2012 til 2018 været overlæge i Psykiatrisk Modtagelse ved Aarhus Universitetshospital i Risskov, fra 2016-18 Funktionsledende Overlæge.
Min motivation for at blive og være psykiater er oprindeligt interesse for Psykoanalysen. Min erfaring med psykiatriske patienter med stort set alle typer psykiatriske lidelser, har udvidet mit interessefelt til bl.a. også at omfatte farmakologisk behandling af psykiske lidelser og særligt ’akut psykiatri’, til hvilken jeg regner omsorgen for patienternes fysiske helbred. Dette er fokusområdet for min nuværende funktion i Akutafdelingen, og sammen med mine erfaringer fra privat psykiatripraksis influerer det kraftigt på mine mærkesager. Jeg er certificeret specialist og supervisor i individuel psykoanalytisk psykoterapi i Dansk Psykiatrisk Selskab og har været i individuel psykoanalyse fra 1996 til 2001.
Jeg håber på, at jeg med 20 årige erfaring som kliniker i psykiatrien kan bidrage til, at Psykiatrilisten kan bidrage til at psykiatrien i Danmark får den opmærksomhed der er helt afgørende. Ikke kun for patienternes psykiatriske lidelser, men også deres fysiske helbred og deres pårørende. Og til at Psykiatrilisten bidrager frugtbart til de politiske områder som Regionsrådet er ansvarlige for.
Mærkesager
Harmonikaindhold (skjules med kode)
Patienter med psykisk lidelse har en markant øget dødelighed og sygelighed i forhold til baggrundsbefolkningen. De har vanskeligere ved at varetage deres fysiske helbred og sundhedsvæsnet skal tilpasse sig det faktum, at psykisk lidelse påvirker adgangen til et stadig mere specialiseret og opdelt behandlingssystem. Der kan gøres meget indenfor de eksisterende økonomiske rammer for sundhedsvæsnet for at optimere denne tilpasning.
Psykisk lidelse og sygdom rammer en meget stor del af befolkningen. Både dem der rammes og deres pårørende. Langt de fleste patienter behandles i det primære sundhedsvæsen, hos praktiserende psykiatere, praktiserende psykologer og praktiserende læger. ’Gabet’ mellem det primære og sekundære sundhedsvæsen er voldsomt. Hvis ikke man hører til målgruppen for det sekundære sundhedsvæsen (hospitalsbaseret ambulant psykiatri/sengeafdeling), hvor der er Udvidet Behandlings og Udredningsret (UBR, indkaldelse til forløb indenfor 30 dage), så er der ventetider på mange måneder til år i det primære sundhedsvæsen. Der er afgørende at der bygges bro over dette gab. Det vil utvivlsomt kræve flere ressourcer, men meget kan opnås ved optimering og prioritering af samarbejde mellem både det primære og sekundære sundhedsvæsen, mellem aktører i det primære sundhedsvæsen (praktiserende læger, praktiserende psykologer og psykiatere) og mellem regioner og kommuner.
Psykiatrien har i årtier lidt under mangel på speciallæger. Prioritering af opkvalificering af psykologer, specialpsykologer og af sygeplejersker har været en betydelig gevinst for psykiatrien, men det kompenserer ikke for den omfattende mangel på lægefaglig ekspertise i psykiatrien. Psykiatri har så længe jeg ved, været et ’lavstatusspeciale’. Det seneste årti har flere og flere yngre læger valgt psykiatrien til, dette til trods. Forudsætningen for rekruttering er uddannelse. I en presset klinisk hverdag, er det den daglige drift der prioriteres, ikke uddannelse og undervisning. Dette skal vendes om, for kun ved at holde den uddannelsesmæssige fane højt, herunder demonstrere at psykiatri er et sundhedsvidenskabeligt speciale, hvor krop og psyke betragtes som to sider af samme sag og ikke adskilte, får det psykiatriske speciale den respekt og interesse det rettelig fortjener. Undervisning i psykiatri, både prægraduat og postgraduat, skal opprioriteres. Uanset hvilket speciale man som læge vælger, så kommer man i kontakt med mennesker med psykisk lidelse.
Alt for mange patienter med psykisk lidelse, uanset om den psykiske lidelse skyldes psykiatrisk sygdom eller ej, får ordineret medicinsk behandling fordi adgangen til samtalebehandling er begrænset. ‘Samtalebehandling’ skal her forstås som en overordnet betegnelse for de mange psykoterapeutisk orienterede behandlingstilgange der praktiseres i både primær og sekundær sektor: Kognitiv terapi, metakognitiv terapi, eksistentiel psykoterapi, mindfulness, psykodynamisk terapi etc. Flere af disse tilgange kan praktiseres både individuelt og i gruppe. Samtale-’behandling’ behøver imidlertid ikke at have udgangspunkt i en/et bestemt terapeutisk teori eller begrebsapparat. Som rådgiver for praktiserende læger og fra min egen kliniske praksis i både privat og hospitalsregi, har jeg erfaret, at ‘støttende samtaler’ ved praktiserende læger, psykologer og læger under uddannelse etc., kan erstatte eller supplere eventuel farmakologisk behandling for psykiske symptomer på angst, depression etc. Også for patienter med mere alvorlige sindslidelser, f.eks. psykoser og bipolar sygdom, kan samtaleforløb supplere den nødvendige medicinske behandling. Det må aldrig være et argument for medicinsk behandling, at der er ventetid på samtaleforløb. Jeg har sat ‘behandling’ i citationstegn ovenfor, fordi målet med samtaleforløb ikke nødvendigvis er terapeutisk. Samtaleforløb kan lige så vel være en del af afklaring af hvorvidt en patient faktisk har en psykiatrisk lidelse, eller slet og ret en italesættelse af de psykiske symptomer ind i det enkelte menneskes livshistorie som kan have terapeutisk effekt. Dvs., at patienten oplever lindring af symptomer alene ved at få mulighed for, at udvikle et sprog for sin lidelse.
Samtalebehandling/psykoterapi er et interesseområde for stort set alle behandlere i psykiatrien og for mange sundhedsfaglige behandlere i primær sektor. Der eksisterer et uudnyttet potentiale for tilbud om samtaleforløb i både primær og sekundær sektor, som kan mobiliseres uden tilførsel af ekstra økonomiske ressourcer, uagtet at det kræver prioritering og tid og derfor formentlig vil koste flere penge på den korte bane. Men i det lange perspektiv, vil det givet være en besparelse, for vi forebygger ‘medikalisering’ af psykisk lidelse og konsekvenser af bivirkninger etc., imødegår et klart og relevant ønske fra patienter og deres pårørende og understøtter rekruttering til psykiatrien for så vidt, at interessen for at opnå ekspertise indenfor samtaleforløb er en grundlæggende drivkraft for alle faggruppers interesse for det psykiatriske speciale.
