Nyheder
18.swptember 2025
18 november 2025 afholdes der regionsrådsvalg!
1. Rose-Marie Mollerup
2. Knud Kristensen
3. Lea Haller
4. Colin Bradley
5. Tine Holm
Vi deltager i flere valgarrangementer rundt i hele regionen, og vil desuden dele foldere ud rundt om i regionen.
Håber vi ses!
Læs Psykiatri-Listens indlæg til behandling af punktet ligestilling og integration, psykiatri og somatik
Psykiatri-Listen har været meget i tvivl om, hvorvidt vi kunne støtte dette forslag.
Da planen vi her skal vedtage første gang blev fremlagt i maj, rejste der sig en alvorlig bekymring. Om psykiatrien bliver svækket – både organisatorisk og fagligt. Om psykiatrisk behandling ville blive underlagt styringslogikker, der ikke passer til den virkelighed, man arbejder i og med patienterne og brugernes forskelligartede behov. Der er efter de første drøftelser og høringssvar sket forbedringer i planen. Forbedringer, der gør det muligt for os – med forbehold og klare forventninger – at støtte forslaget.
Vi er særligt glade for tre ting:
- For det første: At Børne- og Ungdomspsykiatrien forbliver én samlet afdeling. Det skaber kontinuitet og faglig sammenhæng i et sårbart og vigtigt område. Og det suppleres af en fornuftig og perspektivrig plan for øget samarbejdet med de somatiske børneafdelinger.
- For det andet: At tværfagligheden i psykiatrien nu tydeliggøres og løftes strategisk ved at sikre en udvidelse af afdelingsledelsen med en tværfaglig repræsentant i børne og unge psykiatrien og retspsykiatrien og at vi skal lave en model for hvordan dette kan gøres på alle psykiatriske afdelinger. Det er ikke en teknisk detalje – det er en robustgørelse af en strategisk indsats for et bedre og nødvendig fundamentet for en stærk tværfaglig og helhedsorienteret behandling. Det er noget både patienter, pårørende og tiårsplanen efterspørger – og der noget ikke mindst grundet integrationen +med somatikken er vigtigt at understøtte.
- For det tredje: At der nu er en tydelig intention om, at integration skal være gensidig – og ikke ensidig. Det er vigtigt, hvis psykiatrien skal kunne bringe sin særlige faglighed og tilgang med ind i det samlede sundhedsvæsen.
Men der er stadig mange bekymringer. Og de bor ikke alene hos os. De kommer tydeligt til udtryk i de mange høringssvar – ikke mindst fra medarbejdere og fx det
tværfaglige Specialerådet for psykiatri. Jeg vil gerne direkte nævne nogle af de bekymringer, som Specialerådet har rejst.
De er bekymrede for, at psykiatrien fagligt og ledelsesmæssigt svækkes, når den organisatorisk placeres under de somatiske hospitaler – uden at der nødvendigvis er en psykiatrifaglig direktør i hospitalsledelsen på samtlige hospitaler. De efterlyser en tydelig faglig forankring og en ledelsesstruktur, der anerkender psykiatrien som noget særligt – ikke blot som en klinik blandt andre.
Den bekymring deler vi i Psykiatri-Listen.
Det stiller store krav til hospitalsledelserne. De skal forstå og tage ansvar for et område, der både fagligt, organisatorisk og menneskeligt er anderledes end det somatiske. Og det kræver, at direktionen og vi som regionsråd følger op – tæt og løbende.
Derudover er der flere principielle ting, vi skal være meget opmærksomme på:
- For det første: Økonomien, der tilføres psykiatrien, skal blive i psykiatrien. Hvis vi mister faglig kapacitet, ressourcer eller udviklingskraft i forsøget på at organisere os anderledes, har vi gjort det stik modsatte af, hvad der var hensigten.
- For det andet: Trivsel, rekruttering og fastholdelse blandt medarbejderne bliver helt afgørende. Det er ikke strukturen i sig selv, der skaber bedre behandling – det er mennesker. Og vi har brug for at tiltrække og fastholde dygtige fagpersoner, ikke slide dem ned i omstillinger uden mening.
- For det tredje: Somatikken har også brug for denne integration. Der er problemer med ulighed i sundhed. Lige adgang sikre ikke i sig selv lige udbytte. Alt for mange med komplekse psykiatriske og sociale problemer falder igennem det somatiske sundhedsvæsen. Og for ofte ser vi, at mennesker med psykiatriske lidelser får dårligere somatisk behandling. Samtidig skal vi i psykiatrien også blive bedre til at opspore og tage hånd om fysisk sygdom. Her kan integration blive en gevinst – hvis vi gør det rigtigt.
- For det fjerde: Vi skal fortsætte med at styrke psykiatrien fagligt. Strukturændringer er kun rammer. Indholdet skabes gennem klinisk udvikling, fagligt engagement og ledelsesmæssig understøttelse. Derfor er det godt, at vi har bl.a de multidiciplænere psykiatrigrupper DMPG, et tværfagligt Specialeråd og et tværfagligt forskningsmiljø – og derfor skal der også fremover være plads og tid til, at medarbejderne kan være med til at udvikle psykiatrien indefra. Det er en bærende del af tiårsplanen og koster selvfølgelig nødvendig tid.
Og så må vi ikke glemme, at struktur i sig selv ikke gør forskellen. Det er det videre arbejde, der kommer til at afgøre, om vi lykkes. Det kræver faglig ledelse. nærværende hospitalsledelser og løbende politisk opfølgning. Det kræver, at vi tør gribe ind, hvis det viser sig, at psykiatriens særkende ikke understøttes tilstrækkeligt og den psykiatriske behandling forringes i stedet for den nødvendig styrkelse.
Vi stemmer for forslaget i dag – fordi planen der i dag fremlægges er blevet bedre. Men vi gør det med tydelige forventninger. For der hviler et stort ansvar på både direktion, ledelser og regionsråd.
Vi skal sikre, at psykiatrien ikke udvandes, men styrkes.
At medarbejderne ikke demotiveres, men engageres.
Og at integrationen bliver det, vi håber: en vej til mere sammenhæng og bedre somatisk og
psykiatrisk behandling – for patienter, pårørende og medarbejdere
Det kræver politisk vilje – ikke bare i dag, men også i det lange træk.
Der er brug for politikere, som ikke slipper psykiatrien, når strukturen er ændret – men som følger
op, holder fast og insisterer på at psykiatrien stadig kan udvikle sig i egen ret med faglighed og
menneskelighed.
Det vil vi i Psykiatri-Listen
Link til Video af regionsrådsmødet (punkt 5 på dagsordenen)