18 juni.

En dag til med opgaver og ressourcer der ikke hænger sammen. Buffer senge pladser ingen ønsker at ligge på. Men nogen skal. Den der p.t. ligger i den ene af sengene vurderes uegnet til at dele stue med en anden, og den der er meldt på en “gul papir” (indlæggelse ved hjælp af politiet) antages ligeledes uegnet, og under alle omstændigheder sigter man efter at alle nye indlæggelse kan få enestue til at begynde med. Meget personale energi og tid således går med forsøget på at få puslespillet til at gå op. Allerede kl 8 indkaldes til såkaldt “timeout” til løsning af problemet. Det bliver ikke nemt. Ingen vil erkende at problemet ikke har en optimal løsning selv om vi alle ved det, for det er som om vi erkender personlig faglig fiasko ved at indse det. Der er en ære i at få tingene til at glide selvom oddsene er urimelige. Vi ved det vi søger er en mindste ringe mulighed men siger det ikke højt og i stedet vender frustrationen indad. Folk bliver gnaven i disse situationer og det går udover arbejdsmiljøet.

Eneste løsning til problemet er en politisk en af slagsen, ikke mindste fordi problemet er politisk skabt. Det er ikke en svær analyse men det er svært at holde den i fokus fordi det “her og nu” presser på, på en måde der gør det tilsyneladende fjernt og håbløs at drømme om reelle løsninger.

Det er derfor vi har Psykiatri-Listen. Regionens (måske også landets?) eneste psykiatrifaglig funderet politisk parti. Psykiatri-Listen accepterer ikke at vores patienter skal nøjes med disse hovsa løsninger.

Men så bliver den mindste ringe løsning efter bedste evner fundet, og stuegang gennemføres, og så har jeg et par timer med en kolleger og en medicinstuderende til at gennemgå en video undervisnings session, der er lavet med reelle interviews med reelle patienter mhp belysning af brug af en rating skala kaldt PANSS (Positive and Negative Syndrome Scale). Dette er en skala der er meget brugt i diagnosticering og udredning for psykoser og i særdeleshed skizofrene psykoser. Med “positive” menes ikke – som man ellers kunne fristes til at tro – at symptomerne er godartet på noget måde, og negativ ondartet. Positive betegner en afvigelse fra en hypotetisk ‘normativt’ psykisk tilstand, og anset for at være præget af psykiske oplevelser “oveni” hvad der måtte forventes det “normale” ville opleve. Og negative er en psykisk tilstand der tilsyneladende manifesteres i en oplevelsesunderskud ift til den antagne normativ tilstand.

At to går fra til øvelsen, giver en ret så skrøbelig bemanding tilbage på afdelingen, men det er bestemt et vist sted at personalet skal gennemgå dette. En kyniker ville måske kalde det window dressing ift ønsket om en gedigen og løbende faglig opgradering, der sætter folk i stand til at arbejde med svært syge mennesker på højt professionelt niveau. Men øvelsen var i hvert fald interessant og skulle gennemføres i en slags quiz form hvor man forsøger at giver vurderinger på de observerede interviews, for dernæst at holde dem op mod ekspertens (David Dines fra Rets Ambulatorium) vurderinger af samme videoer. Vi var meget i enighed med eksperten med kun et par points afvigelser.

Måske største gevinst med øvelsen var mulighed for at være i faglig dialog med sin kollega, om tolkning af et fænomen, hvor svaret ikke er givet på forhånd. Disse muligheder for dybdegående faglig dialektik omkring emner vi ikke kender alle dimensionerne til, i det virkelige psykiatriske liv vi har skabt, efterhånden svinder ind; tilsyneladende i takt med en samfundskulturelle udvikling, der afskyer det ukendte og kun kan være tryg ved det, såfremt der anskaffes samtidig adgang til et vift af færdiglavede meninger og klicheer, der kan gøre det ukendte mindre skræmmende. På afdelingen har vi afskaffet f. eks. den ugentlige tværfaglige behandlingskonference, noget der ellers har været stabilt integreret og højt værdsat ingrediens i det psykiatriske erhverv i flere menneskealdre. Det er som om vi mener, vi ikke behøver diskutere ting længere, for mon ikke der findes en ekspert et eller andet sted, der har svaret hvis der er et spørgsmål om noget fagligt vi ønsker belyst?

Men nej – det gør der langtfra altid. Alle har deres blinde pletter – det er derfor vi har supervision og tværfaglighed for at kunne belyse en sag fra så mange vinkler som muligt. For nyligt havde vi en patient, som i lang tid viste ingen bedring på den igangværende behandling, og vi var kommet dertil, hvor vi gerne vil afprøve stærkere medicin, men idet behandlingsskiftet nærmede sig at blive aktuel, kom lige så stille nogle spæde tegne på en fremgang, som dog kun var synlig til mig selv og en sygepleje studerende, som havde brugt meget tid sammen med denne patient. Idet patienten ikke ville have det nye præparat ville lægerne derfor give den med tvang, mens jeg og den studerende plæderede for at sætte processen i bero for lige at se om ikke den bedring, som kun vi observerede ville fortsat udvikle sig i positiv retning. Lægerne ville dog ikke vente, men patienten heldigvis fik sat en klage proces i gang, som fik behandling udsat i et par uger, og i de to uger gjorde hun så tydelig fremskridt, som så blev iøjnefaldende for alle, og lægerne blev derfor enige om at droppe tvangs planerne. Om kort tid derefter kunne patienten udskrives og måske endda vendte tilbage på sit arbejde.

PANSS, SCID, PSE, SCAN, HAMILTON og de mange muligheder man har for standardiserede ratings metoder har for mig at se en gyldig plads i psykiatri, som vejledende værktøj, men som jeg mange gange før har påpeget, skal professionelle indenfor psykiatri vogte sig for ikke at forveksle et kort over terrænet med terrænet selv, og ikke forfalde til en forestilling om at disse ratingsskalaer kan bruges som erstatning for en manglende mulighed for en diagnostisk blodprøve. “There are more things in heaven and earth, Horatio” og som Hamlet har vi i psykiatrien også behov for grundig faglig refleksion til at kunne tilegne os det meste fyldestgørende billede af de problemstillinger vi mødes med; på godt og ondt kan det aldrig blive til en ren rational mekanisk proces i et fag som psykiatri. For vi er også mennesker af kød og blod og derfor må for så vidt muligt bruge egne private erfaringer fra livet til at sætte os ind i patientens oplevelser – samtidigt med at bevare muligheden for at holde et rationelt overblik i kølig objektiv afstand fra hændelserne for at kunne placere dem bedste muligt indenfor en diagnostisk / behandlings ramme.