30 juli 2021 

Kristendemokraterne Flemming Østergaard og Niels Erik Mulvad har i et indlæg i Århus Stiftstidende efterlyst bedre samarbejde mellem Region og Kommunen ift psykiske syge borgere. Ingen kan være uenig i at netop dette er en af de største udfordringer der har drillet psykiatrien lige siden indvielse af kommunalreformen i 2006 og der bestemt ikke er blevet fundet en løsning endnu. I et svar til Østergaard og Mulvad med titlen Vi går et vigtigt efterår i møde: Systemet skal være til for borgeren – ikke omvendt fortæller Social Demokraterne Peter Møller Andersen, regionsrådsmedlem i Region Midt, Michael Krogh Hansen, byrådsmedlem i Aarhus, og Camilla Fabricius om hvordan værktøjerne forpligtet under Psykiatriloven og kaldt henholdsvis “Udskrivningsplaner” og “Koordinationsplaner” har været forsøgt brugt til at facilitere dette meget eftertragtet samarbejde, desværre med kun lunkne resultater. Det fremgår ikke helt klart for mig fra indlægget hvorfor det ikke har virket så godt, men til gengæld noterer S demokraterne at:

I dag er det beklageligvis stadigvæk sådan, at det er den enkelte region, der selv bestemmer, hvor mange psykiatriske senge man har, ligesom kommunerne selv bestemmer, hvor mange socialpsykiatriske institutioner, de vil have, og hvor mange bostøtter, der skal ansættes.

Det må klart for enhver at hvis disse selvbestemmelser fører til manglende kapacitet så ville det hæmme muligheden for et optimale samarbejde kommuner og regioner i mellem. Netop hvad det dog har at gøre med psykiatriloven bestemte udskrivnings og koordinationsplaner er mindre indlysende, medmindre man har en fantasi om at bare fordi man skriver på et papir at ting skal være sådan og sådan så ville de også blive det uanset hvilken kapacitet myndighederne har besluttet sig for at stille til rådighed. I så fald tænker jeg det ikke ville ændre en døjt ved at finde mere finurlige og dækkende måder at skriver planer på, hvis kapaciteten alligevel forbliver den samme.

Men hvad er disse planer og hvad kan de bruges til? Mit svar på Social Demokraternes svar på Kristen Demokraternes appel til et bedre samarbejde på området lød sådan:

Historien om udskrivnings og koordinationsplaner rækker tilbage til 1998 (hvor Danmarks sundhedsvæsen stadigvæk var et amtslig foretagende) og hvis man læser rapporterne og debatterne fra dengang omkring ideen kan man allerede der, se i bagspejlet at kongstanken bag forslaget har været indførelsen af at indgreb der kom senere til at være kendt som "tvungen opfølgning" om end der atter skulle gå 11 år inden ideen endelig blev til en lovfæstet mulighed i psykiatrien - foreløbigt i en prøv periode. Det var overlægen på den pågældende afdeling alene der skulle vurdere behovet for disse planer og sørger for udmøntning af dem. Tanken om at patienten selv kunne have en indflydelse på hvordan disse planer kunne/skulle formuleres var stort set fraværende i disse debatter.
Herudover var der en betydelig diskussion om hvorvidt disse planer skulle indberettes og registreres hos sundhedsmyndighederne, og hvorvidt de pågældende myndigheder skulle have indsigt i identiteten af de personer planerne gjaldt for. Langt hen ad vejen er det jo en sympatisk tanke at man bemyndiges til muligheden for hurtigere indgreb for folk der kendes for at være sårbare overfor tilbagefald, men registrering i nationale registre med mulighed for afsløring af personlig identitet efterlader ingen tvivl om udvidet muligheder for tvang allerede fra starten var indbagt i ideen om udskrivnings og koordinationsplaner.
Paradokset er, at det sker lige præcist i en periode, hvor alternativ tænkende er begyndte at gøre opmærksom på behovet for at finde tiltag og metoder til at undgå yderligere øgning af brug af tvang i dansk psykiatri, og helst reducere det i stedet for. Ånden i den oprindelige Psykiatriloven fra 1989 var klokkeklar i sin mening om, at loven skulle grundfæstes i det etiske standpunkt, at tvang kun skulle kunne bruges i det øjeblikke hvor en person kan erklæres sindssyg, og ikke i tilfælde hvor man blot konstaterer en sandsynlighed for, at en person om kort tid kunne eller ville komme til at lide under et psykotisk nedbrud, baseret på et mønster, der kan spores i personens fortid. Der er ingen tvivl om at denne etik kan ses som en vanskeliggørelse af det psykiatriske forebyggelses arbejde, men forfatterne til den oprindelige lov var åbenbart klar i sind over, hvor nemt en lov der åbner muligheden for tolkning af menneskelig adfærd kommer til at blive brugt til at overtolke samme adfærd, hvis den ikke er udstyret med ordentlige bremser. Det er ret betryggende for mig at loven på den måde fastholder synet på, hvor brand alvorligt et indgreb frihedsberøvelse er i et frit og demokratisk samfund, og hvor vigtigt det er at vi omhyggeligt forebygger ethvert risiko for, at den kan misbruges.
Med den seneste 2019 revision af loven udgik prøv perioden for tvungen opfølgning. Jeg har ikke set evidens for at det har været en stormende succes og der er ikke umiddelbart udsigt til at tiltaget bliver genindført som fast del af Psykiatriloven. Så er spørgsmålet så hvad skal vi fremover med udskrivnings og koordinationsplaner? For det første skal hele af den aura af pseudo tvang, hvorved de er omgærdet, ophæves og erstattes af noget mere brugervenlig, hvilket også ville indebære anerkendelsen af at skilning mellem de to typer af planer er overflødig. Patienten skal i meget højere grad integreres i processen ved at formulere planen således at de reelt bliver en plan, der kan aktiveres i stedet for tomme ord skrevet på et papir til arkivering. En koordinationsplan, som patienten ikke ville være en del af er meningsløst hvis det alligevel ikke kan aktiveres på noget måde. I de enkelte tilfælde kan kommunen og regionen i stedet for lave aftaler om at holde hinanden orienteret om patientens ve og vel, og om hvordan de kunne gå sammen og handle som var de et integreret indsats med fælles ressourcer såfremt patienten kommer i nød. Patienten kunne evt. være med til at beskrive hvad det er de to instanser må og ikke må snakke sammen om, så det blev til en de facto patient inddragelse. Disse planer skulle selvfølgelig ikke længere registreres på national registre.
Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.